På den tidligere majsmark i Bevtoft ligger i dag Danmark største biogasanlæg, Sønderjysk Biogas.
Mandag den 26. september bliver der taget hul på et nyt kapitel i Danmarks grønne omstilling, når Sønderjysk Biogas officielt åbner for hanerne. Anlægget vil omdanne omkring 540.000 tons husdyrgødning, halm og andre organiske restprodukter til grøn energi. Sønderjysk Biogas vil årligt producere cirka 21 mio. m3 opgraderet bionaturgas, svarende til energiforbruget i 15.000 boliger eller 570 bybusser.
Det hele begyndte i 2009, hvor 86 landmænd i lokalområdet gik sammen om at danne Sønderjysk leverandørforening for i fællesskab at skabe mulighed for opførelsen af et stort biogasanlæg i Sønderjylland. Efter nogle års forberedelser blev E.ON kontaktet i 2011 og kort tid efter blev et fælles selskab stiftet. I dag står Danmarks største biogasanlæg klart og det vil årligt reducere Danmarks CO2–udslip med 51.000 tons, ligesom det også forbedrer landbrugets miljø- og klimaregnskab.
”Skal vi nå vores miljø- og klimamål, er det bydende nødvendigt, at vi bliver bedre til at udnytte de synergieffekter, der ligger i at omdanne restprodukter til ressourcer. Det gør vi med biogasproduktion, hvor vi bruger gylle, halm og andre restprodukter til at producere klimavenlig biogas. Derfor er det et stort og vigtigt skridt, vi nu tager,” siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON Danmark og påpeger, at det tætte partnerskab mellem leverandørforeningen og E.ON har været helt afgørende for succesen.
Det 20 fodboldbaner store anlæg vil årligt behandle 425.000 tons husdyrgødning fra omkringliggende landmænd, som ligger inden for en gennemsnitlig radius på ca. 18 km.
”Når vi landmænd afleverer gylle til et biogasanlæg, nedbrydes gyllen uden at næringsstofferne går tabt i processen og samtidig indfanges drivhusgasserne. På den måde mindsker vi både landbrugets klimabelastning og skaber et bedre gødningsprodukt til afgrøderne,” fortæller bestyrelsesformand i SBI, Erling Christensen, der også selv leverer gylle til anlægget. Han påpeger også, at landmændene får forarbejdet deres gylle til biogasanlægget i cirka 50 dage, hvorefter den afgassede gylle bringes tilbage til landmændene og ud på markerne.
Biogas er en lavthængende frugt
Ifølge EU’s 2030-klimamål skal Danmark reducere CO-udslippet fra de ikke-kvotebelagte sektorer – også kendt som biler, boliger og bønder – med 39 procent, sammenlignet med 2005-niveau. Her kommer biogas til at spille en afgørende rolle, da biogassen har en dobbelt CO2-effekt. Biogas reducerer både udslippet i landbruget, når det bliver produceret og i industri eller transporten, når det fortrænger fossile brændsler.
”Biogas har en klar værdi for samfundet. Biogas mindsker ikke kun landbrugets klima- og miljøbelastning, men i det omfang biogassen også fortrænger fossile brændsler, har biogassen en dobbelt CO2-gevinst. Derfor er det også glædeligt, at vi åbner endnu et stort dansk biogasanlæg,” siger forsynings-, energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt.
Den danske biogasproduktion er endnu ikke særlig udbredt til trods for, at Danmark har enestående forudsætninger for at producere biogas i form af et vidtforgrenet natusgasnet og en stor landbrugssektor. Selvom regeringen har et mål om at bruge op til 50% i 2020, bliver i dag kun cirka 15% af husdyrgødningen anvendt til energiformål. E.ON åbnede tidligere i år Nordjyllands største biogasanlæg, GrønGas Vrå og vil med dagens åbning producere knapt en femtedel af Danmarks samlede biometan-produktion.
Biogasanlægget opføres af de to partnere E.ON Danmark A/S og leverandørforeningen SBI A/S, som forsyner anlægget med gylle fra lokale landmænd. Samarbejdet mellem energikoncernen E.ON og landmændene bag SBI er et 50-50% joint-venture, som står bag anlægsinvesteringen på 250 mio. kr. Sønderjysk Biogas er medfinansieret med 48 millioner kroner i form af anlægsstøttemidler fra EU og den danske stats biogaspulje. Biogasanlægget har skabt 50 arbejdsplader under anlægsfasen, 30-40 lokalafledte jobs og 10 permanente arbejdspladser.
Indvielsen finder sted mandag den 26. september på Langvej 65, 6541 Bevtoft, hvor forsynings-, energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt vil forestå den officielle indvielse kl. 13. Der vil være åbent hus og rundvisninger fra kl. 16-19.
Yderligere oplysninger
E.ONs kommunikationschef, Susanne Tolstrup, T: 3038 6112, E: susanne.tolstrup@eon.dk
Om partnerne bag Sønderjysk Biogas A/S
Sønderjysk Biogas Invest A/S (SBI) består af godt 70 landmænd og investorer, der ser biogas som en mulighed for at producere vedvarende energi samtidig med, at der skabes en ekstra indtjening for landbruget. Idéen om at etablere et eller flere biogasanlæg i Sønderjylland opstod allerede i 2009, og siden er der arbejdet målrettet for at realisere idéen på initiativ af Sønderjysk Landboforening. SBI vil stå for tilførsel af husdyrgødningen og afsætning af den afgassede biomasse.
E.ON er et energiselskab med 33 millioner kunder, og aktiviteter i mere end 30 lande. Sammen med partnere udvikler og tilbyder E.ON bedre, renere og mere energieffektive energiløsninger. E.ON Danmark A/S fokuserer på biogasproduktion, el, fjernvarme, bæredygtig mobilitet og energieffektivisering. E.ON er operatør og medejer af havvindmølleparken Rødsand II, og ejer og driver også kraftvarmeanlæg, fjernvarmenetværk på Sjælland og biogasanlæg i Jylland. E.ON driver Danmarks største netværk af ladesteder til elbiler og bygger gastankstationer til tungere transport og arbejder målrettet på at gøre vejtransporten grønnere.